Ups…Trosserne holdt ikke
Det splinternye krydstogtskib Seabourn Encore sprang trosserne og kolliderede med et andet skib i havnen Timaru på New Zealand.
At det ikke er nemt at tøjle et driftende krydstogtskib, kan besætningen på Seabourn Encore skrive under på. Den nybyggede luksuskrydstogter lå i weekenden ved kajen i Timaru på New Zealand, men uden at være forsvarligt fortøjet.
Og det er ikke særlig smart i stærk blæst, viser videoen her. Bovpropellerne arbejder på højtryk og skibet i skudlinjen forsøger at undslippe, men det nytter ikke... Ifølge rederiet fik Seabourn Encore skader, men ikke alvorlige og drog derfor afsted mod næste havn som planlagt.
Seabourn Encore er bygget af italienske Fincantieri og blev leveret til Seabourn-rederiet den 30 november i fjor. Rederiet kalder skibet for “kronjuvelen” i sin flåde, der tæller tre andre krydstogtskibe. Skibet på 40.350 gt kan huse 600 passagerer.
Kilde: Youtube