Maersk skal tjekke sunkne skibe i 3 år
De franske maritime myndigheder har bedt Maersk Supply Service om at tjekke tankene på de to sunkne skibe, Maersk Searcher og Maersk Shipper, i de næste tre år. Det sker for at beskytte havmiljøet.
Maersk Supply Service afleverede den 15. Februar en rapport om de grundige undersøgelser, som rederiet har foretaget af de to udrangerede supply-skibe, der sank under transport ud for den franske kyst.
Nu har de franske maritime myndigheder, La préfecture maritime de l’Atlantique, bedt Maersk Supply om at foretage yderligere undersøgelser med henblik på at analysere indholdet af visse tanke ombord på de to skibe, Maersk Searcher og Maersk Shipper, der ligger på 150 meter vand ud for den franske kyst.
Undersøgelserne skal foretages i de næste tre år og afhængig af resultatet af disse analyser, kan Maersk Supply Service blive bedt om at tømme tankene på de to skibe.
COO Claus Bachmann i Maersk Supply Service siger i en kort kommentar til Maritime Danmark, at "vi vil fortsætte med at opfylde vores forpligtelser overfor de franske myndigheder".
Inden den 1. august i år skal der være taget prøver fra to tanke på Maersk Searcher for at afgøre, om de indeholder kulbrinte, ballastvand og sedimenter. Andre tanke skal tjekkes
for at fastslå hvilke typer kulbrinter, de måtte indeholde og som kunne udgøre en trussel for miljøet.
Maersk skal desuden tjekke havmiljøet i en radius af 50 meter omring de to skibe i de næste tre år og endelig skal der foretages en egentlig undersøgelse af vragene magen til den, som Maersk Supply gennemførte i januar, hver sommer til og med 2019.
Kilde: La préfecture maritime de l’Atlantique