Rederiforeningen er begejstret for ø-plan
Danmarks Rederiforening tager godt i mod planen om at undersøge muligheden for at etablere en kunstig ø på Dokker Banke, der skal fungere som el-hub. Godt for danske rederier, mener foreningen.
”Alene inden for offshore vind anvendes 18 forskellige typer af fartøjer, som arbejder med alt fra geologiske undersøgelser og fragt og installation af møllerne til løbende reparation samt transport, forplejning og beboelse til de mange tilknyttede medarbejdere. Projektet er derfor særdeles spændende for en lang række af vores medlemmer,” siger Jacob K. Clasen, underdirektør i Danmarks Rederiforening.
Det er tre lande, Holland, Tyskland og Danmark, der har besluttet at lade deres respektive eltransmissionsselskaber undersøge muligheden for at etablere en 6 kvadratkilometer stor ø med landingsbane og havn på Dokker Banke.
Øen skal være centrum for havvindemølleparker, der i første omgang skal producere 30 GW el. Til sammenligning er Danmarks årlige forbrug godt 6 GW.
”Bygning af så stor en ø kræver deltagelse af mange skibe og rederier med erfaring med entreprenørarbejde. Det er klart, at vi ser frem til at byde ind med netop disse kompetencer, når projektet forhåbentlig hurtigt når frem til den konkrete projektfase,” siger Vibeke Madsen, adm. direktør i entreprenørrederiet Peter Madsen.
Jacob K. Clasen. understreger, at de danske rederier står særligt stærkt med kompetencer inden for netop de efterspurgte områder: ”Danske rederier er blandt de mest erfarne i installation og servicering af havvindmøller, og mange af dem arbejder allerede i dag ud af Esbjerg Havn. Så jeg er sikker på, at danske rederier vil vinde mange af ordrerne,” siger Jacob K. Clasen.
Læs mere om projektet HER.
Kilde: Danmarks Rederiforening