Verdens hårdeste kapsejlads gæster Aarhus
Selv om året som europæisk kulturby slutter ved udgangen af 2017, fortsætter Aarhus med at gøre opmærksom på sin rolle som stor havneby. Det sker når verdens hårdeste kapsejlads, Volvo Ocean Race, lægger turen forbi. Det sker den 22. juni 2018, hvor bådene besøger Aarhus Havn.
”At Volvo Ocean Race tager forbi Aarhus er jo ensbetydende med, at Formel 1 indenfor sejlsport kommer forbi, så det er meget stort. Det skriver sig jo ind i et år, hvor vi i forvejen har den største sejlsportsbegivenhed nogensinde i Aarhus, når der er VM i alle de olympiske bådklasser, så det bliver et meget stort sejlsportår i 2018”, siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard til TV 2/Østjylland.
Volvo Ocean Race afholdes altid over flere, ofte ekstremt lange og krævende etaper. I 2018, når sejlerne gæster Aarhus, er der eksempelvis en etape fra Auckland i New Zealand og tværs over den sydlige del af Stillehavet, nedenom Sydamerika til Itajaí i Brasilien. Etapen er på 7.600 sømil.
Volvo Ocean Race bliver kaldt for verdens hårdeste kapsejlads, og det er ikke uden grund. Det er sejlet siden 1973, i mange år under navnet Whitbread Round the World Race. Indtil 2006 foregik kapsejladsen hvert fjerde år, men nu sker det hvert tredje år. Ruten varierer fra gang til gang.
Aarhus er ikke en del af de 12 officielle etaper der foregår fra oktober 2017 med start i den sydspanske by Alicante, men et stop på vejen mellem Göteborg og Haag, der er den sidste af de 12 etaper. Bådene skal således ind og vende i havnen i Aarhus.
Kilde: Tv2/Østjylland