Dansk redningshelikopter på farlig mission
En redningshelikopter af typen EH101 Merlin fra Flyvestation Skrydstrup, gennemførte i sidste uge en både kompliceret og farlig redningsoperation i Nordsøen, da helikopteren evakuerede en kvæstet ung hollænder fra det norske skoleskib Christian Radich i høj sø.
Da helikopteren ankom til skibet, blæste det 35 knob, og skibet havde svært ved at opretholde en stabil kurs. Faktisk gyngede det omtrent lige så meget frem og tilbage, som det gjorde fra side til side. Når det oven i købet er et skib med tre høje master, så er det sin sag at komme tæt nok på med helikopteren til, at der kan etableres kontakt med en line, forklarer et af helikopterens besætningsmedlemmer.
Efter lidt tid og nogle ihærdige forsøg lykkedes det dog, og en redningsmand kunne sendes ned. Han sørgede i samarbejde med resten af besætningen på redningshelikopteren samt skibets besætning for at få hejst den 16-årige hollænder op i helikopteren og derefter fløjet ind til videre behandling i Esbjerg.
Du kan se en video af redningsoperationen optaget fra helikopteren herunder.
Du kan se en privat optagelse fra Instagram optaget fra skibet mod helikopteren HER
Kilde: Flyvevåbenet