ADP leverer et godt 2016 årsresultat
Associated Danish Ports A/S, ADP, fik et tilfredsstillende resultat på 21,8 millioner kroner i 2016, der var præget af udfordringer og forandringer. Det danner basis for en videreudvikling af havnenes kerneforretning og af Danmarks Multimodale Transport- og Logistikcenter i Taulov.
”Vi fokuserede i løbet af 2016 i høj grad på den fremadrettede udvikling af vores virksomhed og på den innovationsproces, vi nu står midt i. Kunderne ser mere og mere ADP som en samarbejdspartner, der finder løsninger, både inden for den mere traditionelle havnedrift men specielt, når det gælder optimal logistik”, siger CEO Nils Skeby.
Den samlede godsomsætning blev 8,5 millioner tons, et fald på cirka en million tons i forhold til 2015. Ned-gangen skyldes for Fredericia Havn hovedsageligt et hurtigere fald i udskibningen af råolie end forventet. Derudover blev udskibning af korn udskudt fra efterår 2016 til forventet forår 2017.
Havneselskabets containeromsætning faldt med cirka fire procent. Nyborg Havn øgede godsomsætningen med cirka seks procent hovedsageligt knyttet til flydende bulk.
2016 var et anderledes år for ADP på grund af branden i februar på Fredericia Havn. Genopretningen af fuld operationel drift på havneafsnittet, der blev beskadiget, fyldte meget, både lige efter branden, men også gennem resten af året. Skaderne påvirkede naturligvis havnens samlede flydende bulk aktiviteter.
Kilde: Associated Danish Ports A/S