Maersk Line: Ikke flere mega-skibe
Maersk Line´s COO, Søren Toft, siger nu, at “mega-skibenes tid er forbi”. Maersk Line har ellers tidligere selv gået i spidsen i forhold til at få bygget stadigt større containerskibe. Men fremtiden er ifølge Maersk-chefen et større fokus på værdiskabende services - og endnu mere konsolidering.
Maersk Line tog for kort tid siden i mod Maersk Moscow, der er det tredie ud af i alt 11 mega-skibe, som Maersk Line har bestilt hos Daewoo-værftet i Sydkorea til levering frem mod udgangen af 2018. Men så er det også slut med nye mega-skibe til Maersk Line, må man forstå på udtalelser fra rederiets COO, Søren Toft til medier i Singapore:
“Vi tror i Maersk på, at vores ordrebog er mere end tilstrækkelig, fordi der er ledig kapacitet derude og fordi væksten er på et andet niveau”.
Søren Toft sagde videre, at markedet er i forandring og har brug for en anden forretningsmæssig tilgang. Selskaberne må flytte sig fra at konkurrere på omkostninger eller på skibsstørrelser og kunne i stedet fokusere på værdiskabende services som f.eks. at
gøre turnaround-tiderne i havnene hurtigere.
Mega-skibenes tid er forbi, sagde han ifølge Straits Times - om ikke for altid, så i den overskuelige fremtid. “Jo større skibene bliver, jo mere får du problemer med at tilbyde den frekvens og den bredde af services, som du ellers kan tilbyde,” sagde Søren Skou.
Mens mega-skibe således ikke, ifølge Søren Toft, er svar på fremtidens udfordringer, tror han på flere fusioner og opkøb i takt med at væksten i industrien aftager:
“Vi tror på, at indenfor - jeg kan ikke sætte tid på - vil man se, at der måske er en håndfuld tilbage - lidt i stil med, hvad vi har set i pakke-transport-industrien, hvor der reelt er tre globale selskaber.”
Søren Toft afviste af spekulere på eventuelle fremtidige handler. “Vi har vores hænder fulde med Hamborg Süd, så det er dér, vi bruger al vores energi,” sagde Maersk-chefen.
Kilde: Strats Times