Tanker på grund efter kollision med bulker
Det 41.000-DWT store tankskib Seatrout gik onsdag morgen på grund i floden Schelde på vej fra havnen i Antwerpen i Belgien. Grundstødningen skete efter en kollision med et tørlastskib og tankeren ligger nu fast med en slagside på 15 procent.
Seatrout var på vej fra Antwerpen i ballast med kurs mod Rusland, da kollisionen skete. Det er uvist om fartøjet gik på grund i et forsøg på at undgå sammenstød med bulkeren Usolie på 69.000 DWT eller selve kollisionen sendte det på grund.
Både Seatrout, der opereres af German Tanker Shipping, og Usolie, der også sejlede i ballast og opereres af Harvester Shipmanagement på Cypern var på vej ned ad floden, da uheldet skete. Usolie er vendt tilbage til havnen i Antwerpen for at blive undersøgt for skader.
Fire slæbebåde har i formiddags forsøgt at trække Seatrout af grunden uden held. Et næste forsøg vil blive gjort ved højvande i løbet af eftermiddagen i dag.
Fartøjer med en længde på mere end 200 meter er blevet forbudt at anløbe eller forlade Antwerpen, indtil det grundstødte skib er trukket fri ifølge Antwerpen Havn.
'Kilde: TradeWinds