Vraget af tysk ubåd fundet ud for Belgien
Det velbevarede vrag af en tysk ubåd fra 1. verdenskrig, der netop er blevet fundet i belgisk farvand, indeholder måske stadig ligene af 23 besætningsmedlemmer. Myndighederne hemmeligholder foreløbig den præcise lokation for at holde røvere væk.
Brugen af en flåde af ubåde i Den Engelske Kanal og i Nordsøen mod allierede skibe var et af nøgleelementerne i Tysklands taktik under 1. verdens krig.
Der var 93 ubåde stationeret i de belgiske havne under krigen og de sænkede mere end 2.500 allierede skibe, men blev også selv angrebet. Således blev 70 af dem ramt og deres besætninger på i alt 1.200 mand omkom.
De belgiske myndigheder har kendskab til 11 ubådsvrag i belgisk farvand og af dem er det netop fundne vrag det bedst bevarede, lyder det fra myndighederne i provinsen West Flandern.
Den belgiske minister for Nordsøen vil nu undersøge, om vraget skal betragtes som et gravminde.
Kilde: Marinelink
RETTELSE: Ubåden er fra 1. Verdenskrig - og ikke fra 2. Verdenskrig, som vi først havde skrevet. Vi beklager. Redaktionen