Hyundai bekræfter største skibsordre i 5 år
Hyundai Heavy Industries (HHI) bekræfter nu, at det sydkoreanske værft skal bygge 10 enorme jernmalmsskibe til Polaris Shipping til en samlet kontraktsum på 800 mio. dollar. Skibene skal leveres frem til 2021.
Det ligeledes sydkoreanske Polaris Shipping har bestilt ti skibe på hver 325.000 DWT, der skal fragte jernmalm for den mangeårige samarbejdspartner Vale i Brasilien.
De to parter har indgået en langtidskontrakt for de bestilte skibe på 20-25 år, skriver TradeWinds.
Polaris Shipping har tidligere i år bestilt tre tilsvarende skibe fra HHI og kan dermed gå i gang med at udfase de stærkt kritiserede, ombyggede VLOC´ere i sin flåde. Det var et sådan skib - Stellar Daisy - der i slutningen af marts pludselig sank i Sydatlanten. 22 besætningsmedlemmer omkom.
Kilde: TradeWinds