Svitzer navngiver slæbebåd i Southampton
Svitzer har navngivet sin nye ASD-slæbebåd Svitzer Adira, med et 80 tons pullerttræk bygget af Sanmar, i Southampton Havn. Ceremonien fandt sted med deltagelse af administrerende direktør for Svitzer Europe Kasper Nilaus og Adiras gudmor Andry Watermann.
”En navngivningsceremoni er altid en speciel begivenhed for os. Især denne gang i Southampton, en havn Svitzer stolt har betjent i årtier. Jeg er meget glad for at udtrykke vores dedikation overfor vores kunder og havnen og ikke at forglemme, at vores 50 medarbejdere arbejder hårdt hver dag for at sikre pålidelig og effektiv bugsering af skibe, der anløber havnen”, sagde Kasper Nilaus.
Svitzer Adira, en RAstar 2800 bygget af Sanmar i Tyrkiet, vil betjene shippingindustrien i Southampton havn som en del af Svitzers flåde på fem moderne slæbebåde, der spænder fra 60-80 ton pullerttræk. Med forskellige fremdriftssystemer udgør de en meget fleksibel flåde.
Adira er på 461 GRT, 28,2 meter lang, 12,6 meter bred og har en dybgang på 5,7 meter fuld lastet. De to hovedmotorer, af typen CAT 3516 C HD, IMO Tier II, yder hver 2.525 Kw hver ved 1.800 omdrejninger pr. minut.
Kilde: Svitzer