Migranter truer sikkerheden på DFDS-skib
Søfartens Ledere mener, at DFDS bør indstille sejladsen med færgen Kaunas Seaways, da de 12 migranter, der i to måneder har været indespærret i kahytter under sikkerhedsbevogtning, udgør en fare for passagerer og besætningsmedlemmer.
”Det er en ubehagelig situation, og jeg mener ikke, det er rigtigt, at de sejler. Det er desperate mennesker, som vil noget andet end bare at sejle med, og det udgør altid en risiko”, siger Fritz Ganzhorn, direktør i Søfartens Ledere til DR. Søfartens Ledere har ikke selv medlemmer på Kaunas Seaways.
Den fastlåste situation har nu varet to måneder, da hverken Tyrkiet eller Ukraine vil modtage migranterne, der kom illegalt ombord i Tyrkiet i den fejlagtige tro, at færgen ville lægge til i et EU-land og ikke var opmærksom på, at den sejlede i fast rutefart mellem Istanbul og Odessa i Ukraine. Litauen, der er færgens flagstat vil heller ikke tage imod dem.
DFDS har låst migranterne inde i kahytter, svejset gitre for vinduerne og ansat sikkerhedsfolk for at beskytte besætning og passagerer på færgen. Nogle af migranterne har udvist aggressiv adfærd og har forsøgt at anstifte brand og oversvømme gange med vand. De har også truet med at springe over bord.
Ifølge sikkerhedsekspert Norman Kristiansen, direktør i Guardian Security Risk Management udgør de 12 blinde passagerer en stor sikkerhedsrisiko på færgen. Han har aldrig hørt om, at blinde passagerer må opholde sig på et skib så længe, som i dette tilfælde.
“De kan reelt set kapre skibet. Det er det værste scenarie, men der er en risiko for det. De kan bryde ud af deres rum. De kan skabe en meget trist, kritisk stemning ombord på skibet. De kan tage passagerer som gidsler i værste tilfælde. De kan gå på broen. En besætning er ikke rustet, uddannet og trænet til at håndtere blinde passagerer i så lang tid”, siger Norman Kristiansen til DR. Han har dog ikke noget konkret bud på, hvordan situationen skal løses.
DFDS vurderer, at den nuværende situation kun er farlig for de 12 blinde passagerer. Da situationen opstod for to måneder siden, overvejede rederiet, at indstille sejladsen, men valgte at løse situationen midlertidigt ved at hyre seks vagter og tolke.
”Jeg er mest bekymret for deres situation. Jeg er bekymret for, hvad de kan finde på at gøre ved hinanden. Det er ufarligt for besætningen og de lastvognschauffører, som vi transporterer, siger Niels Smedegaard, direktør i DFDS til DR. Han oplyser desuden, at der har været ro blandt de 12 mænd de seneste uger.
Kilde: DR