Ny el-færge ankommert til Ærø. Video
Skroget til Danmarks første nybyggede, rent batteri-drevne færge, Ellen, ankom søndag morgen til Ærø. Mere end hundrede ærøboer var mødt op for at byde øens nye el-færge velkommen. Nu skal færgen færdiggøres på Søby Værft, så den er parat til at sejle med passagerer fra 16. april 2018.
Klokken lidt i otte blev det nye skrog slæbt ind i havnen af slæbebåden Egesund, som ejes af NH Svendborg Bugser A/S. Færgen Ellens skrog og overbygning er fremstillet hos Søby Værfts underleverandør i Stettin i Polen.
Søndag morgen blev den kommende færge på Søby-Fynshav folkeligt modtaget af horn og klapsalver ved værftets udrustningskaj. Ellen lagde til kaj ved indermolen. Herefter var der ”åbent hus”, så interesserede kunne komme ombord og få et første indtryk af den splinternye færge.
Det nyskabende projekt er tegnet hos Jens Kristensen Rådgivende Skibsingeniører i Marstal. Efter planen skal el-færgen Ellen sættes i drift mellem Søby og Fynshav den 16. april 2018. El-færgen er et EU-finansieret projekt under Horizon 2020-puljen.
Kilde: Fyens Amtsavis