Containerrater under voldsomt pres
Rederierne plejer på denne årstid at tage kapacitet ud af markedet som en konsekvens af lavere containervolumener i 4. kvartal. Men i år ser det anderledes ud, skriver SeaIntel. Det forventes at kapaciteten øges i årets sidste kvartal.
En øget kapacitet i et markedet med nedadgående efterspørgsel vil føre til et yderligere pres på spotraterne, der allerede er presset. Således er raten fra Kina til USA´s vestkyst for en TCO i denne uge 1.712 dollar, svarende til 15 pct lavere end i samme uge sidste år, ifølge Freightos Index.
I årerne 2012-2016 har efterspørgslen i 4. kvartal i gennemsnit faldet med 4,5 pct. i forhold til 3. kvartal, og det har i de foregående år fået rederierne til at skære i antallet af sejladser. Men intet tyder på, at det vil ske i år - efter alt at dømme på grund af rederiernes kamp om markedsandele.
“Hvorfor det sker, er det kun rederierne, der kan svare på, men det er meget sandsynligt, at det i lyset af de nye alliancer er markedsandele, snarere end profitabilitet, der har drevet rederiernes
prissætning, hvilket uvilkårligt leder til lavere fragtrater,” hedder det i SeaIntel´s analyse.
Samtidig øges kapaciteten i markedet med 4 pct. om året i de næste to år på grund af leveringen af nye mega-skibe, ifølge Alphaliner. Et faktum, der også kan betyde et fortsat nedadgående pres på fragtraterne.
Kilde: Journal of Commerce