Maritime institutioner indgår samarbejde
Marstal Navigationsskole og Grønlands Maritime Center, Imarsiornermik Ilinniarfik, indgik tirsdag den 10. oktober en samarbejdsaftale for styrkelse af de Maritime bånd imellem Danmark og Grønland. Aftalen skal blandt andet føre til uddannelse af skibsførere med speciale i arktisk sejlads.
”Marstal Navigationsskole har i flere år arbejdet på kurser i relation til arktisk sejlads, og dette styrkes gennem samarbejde med Imarsiornermik Ilinniarfik. Samarbejdet giver os også mulighed for at udveksle erfaringer på det pædagogiske og didaktiske område, og vi ser frem til udveksling af undervisere og medarbejdere mellem institutionerne. ”, siger Jeppe Carstensen, rektor ved Marstal Navigationsskole.
Imarsiornermik Ilinniarfik ser frem til samarbejdet med Marstal Navigationsskole, MarNav, som kan have stor betydning for udviklingen og styrkelsen af de maritime uddannelser i Grønland. Imarsiornermik Ilinniarfik, har med placeringen i Arktis en ekspertise, som ikke kan opnås gennem teoretisk tilgang til sejlads under ekstreme forhold.
MarNav har eksisteret i mere end 150 år og har yderst velfunderet erfaring indenfor de maritime uddannelser, som Grønlands Maritime Center ser frem til at kunne drage nytte af. For MarNav er et nært samarbejde med Imarsiornermik Ilinniarfik et væsentligt tiltag for opbygning af kompetencer på det maritime område i forhold til en fremtid, hvor de arktiske farvande åbnes i forhold til sejlads.
Som et tillæg til samarbejdsaftalen, er II og MarNav enige om, at arbejde for etablering af en arktisk skibsføreruddanelse. Det er et mål, at den ’Arktiske Skibsfører’ bliver specialist i sejlads og drift af skibe i arktiske egne og igennem dette samarbejde bliver der trukket på hver institutions eksperterfaring indenfor hvert deres område.
I den nærmeste fremtid vil de to institutioner arbejde på en formalisering af tankerne bag den ’Arktiske Skibsfører’ igennem kontakt til relevante rederier og myndigheder.
Kilde: Imarsiornermik Ilinniarfik og Marstal Navigationsskole