Ny maritim aftale med Japan sikrer kvalitet
Båndet mellem Danmark og Japan blev torsdag yderligere styrket, da de to søfartsnationer underskrev en ny maritim samarbejdsaftale. Aftalen sætter fokus på grønnere skibsfart, øget digitalisering og bedre rammevilkår. Det er positive takter for dansk søfart, mener Danske Rederier.
”Der er mange positive takter i aftalen. Helt overordnet er det godt, at erhvervsministeren sikrer stærke alliancer med andre store søfartsnationer, som kan sikre kvalitet i skibsfarten fremadrettet, blandt andet i forhold til vores miljøaftryk. Vi glæder os blandt andet over, at der både er lagt op til tæt samarbejde om den vigtige håndhævelse på IMO’s svovlregulering i 2020, samt skabes bedre rammer for øget digitalisering af skibsfarten,” siger adm. direktør i Danske Rederier Anne H. Steffensen.
Aftalen er kommet i stand efter erhvervsministeren i foråret besøgte Japan med en erhvervsdelegation, her iblandt Danske Rederier. Den nye samarbejdsaftale mellem landene følger op på et strategisk partnerskab, der blev indgået mellem Danmark og Japan i 2014 og blandt andet omfattede det maritime område.
Allerede for 150 år siden i 1857 indgik de to nationer en handels- og søfartsaftale for første gang, og siden er relationen blevet stærkere og stærkere. Danske Rederier er positiv overfor den nye aftale, som Anne H. Steffensen mener, lægger op til større fokus på kvalitet og ansvarlighed i skibsfarten.
Dansk søfart havde i 2016 en omsætning på tre milliarder kroner på det japanske marked.
Aftalen er underskrevet af den danske ambassadør i Japan på vegne af den danske regering.
Kilde: Danske Rederier