IMO sætter svovl-forbud på dagsordenen
Et forslag fra bl.a. Maersk Line om at forbyde skibe uden scrubbere at have bunkerolie med et svovlindhold på over 0,5 pct. ombord, skal nu drøftes i IMO-regi til februar. Et forbud vil gøre det lettere at tjekke om, det nye globale svovlkrav, der træder i kraft fra 2020, bliver overholdt af alle.
Spørgsmålet skal drøftes, når IMO´s komite for forbyggelse og bekæmpelse af forurening til februar afholder sin 5. session til februar. Netop muligheden for at tjekke, om alle nu overholder det kommende forbud vil være lettere, hvis det helt forbydes at have brændstof med et højere svovlindhold end 0,5% ombord på skibe, der ikke har scrubbere ombord.
Den internationale bunkersammenslutning (IBIA) nævnte allerede muligheden på komiteens møde i år, hvor Norge slog til lyd for, at et sådant forslag lige så godt kunne vedtages med det samme. Det skete ikke og Norge vil efter alt at dømme fremlægge et mere detaljeret forslag på det kommende møde.
Og det bakkes op af A.P. Møller - Maersk: “Maersk støtter op om et globalt forbud mod at have bunker om bord som ikke respekterer 0.5% svovlindhold. Vi ser det som en enkel og robust del af værktøjskassen for 2020 håndhævelse,” udtalte Simon Bergulf, der er direktør for Regulatory Affairs i A.P. Møller - Maersk til Maritime Danmark tidligere i denne måned.
Også Danske Rederier støtter et forbud.
Hvis der kan opnås enighed om forbuddet til februar næste år,
vil det alligevel først kunne træde i kraft 1. marts 2020 - altså to måneder efter at det er blevet forbudt at benytte den stærkt svovlholdige olie. Det skyldes, at en bagvedliggende lovgivning skal tilpasses, siger IBIA.
Kilde: World Maritime News