Højere olie- og gaspriser pynter på Statoil
Statoil leverer et driftsresultat i tredie kvartal i år på 2,4 mia. dollar, hvilket er en markant fremgang i forhold til samme kvartal i fjor, hvor de bundskrabende olie- og gaspriser førte til et resultat på blot 636 mio. dollar.
“Med en oliepris på under 52 dollar/tønde har vi leveret 3,6 mia. dollar i frit cashflow hidtil i år, baseret på gode bidrag fra alle forretningssegmenterne. Det har styrket vores finansielle position yderligere,” siger Statoils koncernchef Eldar Sætre en i pressemeddelelse.
Ifølge selskabet bidrog højere priser på både olie og gas sammen med solid drift med høj produktion og stærke resultater fra raffineringsvirksomheden til den markante resultatfremgang.
“Vi fortsætter med at realisere forbedringer og har stærk fremgang i vores projekter,” siger koncernchefen. Han peger samtidig på, at Statoil nu får mere ud af sine investeringer.
“Vi reducerer vores investeringsniveau i 2017 med en mia. dollar til omkring 10 mia. dollar. Dette er et resultat af hårdt arbejde i organisationen i nært samarbejde med vores leverandører og partnere samt en hård kapitaldisciplin. Vi får mere for mindre,” siger Eldar Sætre.
Trods fremgangen faldt Statoil-aktien i dag på børsen i Oslo, da resultatet var svagere end analytikernes forventninger.
Kilde: Statoil