Maritim montørordning med i erhvervspakke
Danske Maritime glæder sig over, at en maritim montørordning nu indgår i den erhvervs- og iværksætterpakkepakke, som regeringen efter sit udkast i august har forhandlet om med Dansk Folkeparti og i går indgik aftale om sammen med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.
”Det er årets vigtigste nyhed set med den maritim industris briller. Vi har som branche kæmpet i årevis for, at danske virksomheder, der sender maritime montører ud på skibe ude i verden for at installere eller servicere udstyr, får samme rammevilkår som sejlende søfolk, så de kan konkurrere på lige fod med de montører, der bor i andre lande med lavere skatter og lønninger,” siger adm. direktør Jenny N. Braat, Danske Maritime.
En maritim montørordning eller en tilsvarende ordning skal godkendes i henhold til EU's statsstøtteregler. Der afsættes en ramme på årligt 100 mio. kr. til indførelsen. Rammen finansieres af en yderligere reduktion af erhvervsfremmeindsatsen udover de forudsatte 150 mio.
Hvis drøftelser med EU-Kommissionen indebærer, at ordningerne ikke kan gennemføres, vil reduktionen af erhvervsfremmeindsatsen blive fastholdt på 150 mio. kr.
Aftaleteksten om montørordningen findes på Finansministeriets hjemmeside under punkt V. 6. Hele aftaleteksten fra finansministeriet kan læses HER
”Vi ser frem til i den kommende tid, i fortsat nært samarbejde med Erhvervsministeriet, at fortsætte med at afdække i forhold til EU, hvordan en maritim montørordning kan sættes sammen i forhold til statsstøttereglerne. Det føler jeg mig sikker på vil lykkes,” siger Jenny N. Braat.
Kilde: Danske Maritime