Nu er det brækket midt over
Det er en grum skæbne, der har ramt Kea Trader. Det nybyggede skib var på en af sine første rejser, da det for ca. 4 måneder siden løb på grund på Durand Revet i Ny Caledonien. Alle forsøg på at trække skibet fri har været forgæves. Det bliver ikke lettere nu, hvor skibet er brækket midt over.
“Betydelige lodrette sprækker i skrogets midtersektion blev gjort større af voldsomme, seks meter høje bølger, der til sidst fik skibet til at brække i to dele,” oplyser rederiet Lomar Shipping, der ejer containerskibet på 2.190 TEU.
Siden Key Trader gik på grund den 12. juli har de høje bølger tæsket mod skibet og langsomt, men sikkert ødelagt det i en grad, så Lomar Shipping
forlængst har erklæret, at det ville blive skrottet. Men hidtil har det trods talrige forsøg ikke lykkedes for bjærgningsmandskab at få skibet fri af revet.
Det enste forsøg blev gjort den 10 oktober, hvor det Svitzer-ejede bjærningselskab Ardent Global forsøgte at trække skibet fri med slæbebådene Posh Commander og Lanpan 34, men uden held. Skibet drejede 50 grader til styrbord, men havde ikke tilstrækkelig opdrift til at flyde fra stedet.
Da skibet brækkede i to dele, faldt to af de tilbageværende 108 containere på skibet overbord, ligesom der skete olieudslip.
Bjærningsforsøgene menes indtil videre at have kostet Lomar Shipping 30 mio. dollar. Et tal, der dog ikke er bekræftet af selskabet.
Kea Trader var med en besætning på 18 mand på vej fra Papeete i Fransk Polynesien til Noumea i Ny Kaledonien, da det af endnu ukendte årsager grundstødte på revet.
Kilde: TradeWinds