Fagforening blander sig i Gøteborg-konflikt
Det svenske transportarbejderforbund blander sig nu i den langvarige konflikt på havnen i Göteborg. Det sker med en afvisning af, at Havnearbejderforbundets afd. 4 kan komme ind i en trepartsaftale med arbejdsgiverne og Transportarbetarförbundet.
Transportarbetarförbundet har hidtil været tilbageholdende med at blande sig i konflikten mellem APM Terminals og Havnearbejdernes afd. 4 i Göteborg. Men nu har blandt andet den svenske arbejdsmarkedsministers udtalelser om en mulig indskrænkning af strejkeretten, som en konsekvens af den fastlåste konflikt, fået den store fagforening på banen.
Transportarbetarförbundet repræsenterer 55 pct. af alle havnearbejdere i landet og har indgået kollektivaftalen med Svenske Hamner. Men i Göteborg repræsenterer forbundet kun 37 pct. af havnearbejderne i APM Terminals, mens resten er organiseret Havnearbejderforbundets afd. 4.
Og Havnearbejderforbundet nægter at tilslutte sig kollektivaftalen, men kræver at få sin egen. Det bliver blankt afvist af arbejdsgiverside, men også fra Transportarbetarförbundet, ligesom det politiske niveau sætter spørgsmålstegn ved, om strejkeretten skal kunne benyttes i en kamp om at få en kollektivaftale på områder, hvor der er en i forvejen.
Som en mulig løsning på konflikten er det blevet foreslået, at Havnearbejderforbundet kommer ind som trediepart i den eksisterende aftale, men det afvises nu lodret af Transportarbetarförbundet.
“De arbejder med direkte demokrati, det vil for dem betyde, at hver eneste beslutning, som eksempelvis detaljerne i en aftale, skal forankres hos medlemmerne. Det er ikke forkert, men det er en anerledes måde at arbejde på, og det er en af årsagerne til, at vi ikke tror, at en trepartsaftale er en fremkommelig vej. Det ville helt enkelt betyde komplicerede forhandlingssituationer med vældig mange direkte viljer indblandet, og vi tror ikke, at det vil gavne vores medlemmer,” hedder det i en pressemeddelelse fra Transportarbetarförbundet.
De opfordrer i stedet Havnearbejderforbundet til at melde sig under fanerne i Transportarbetarförbundet, “hvis i virkelig er interesseret i en kollektivaftale med fredspligt”.
Kilde: Sjöfartstidningen