Spænding om Ørsteds forudsigelser for 2018
Hvordan kommer det til at se ud med indtjeningen i Ørsted i 2018? Det ventes at blive hovedfokus for analytikerne i morgen, når det tidligere Dong Energy aflægger regnskab for 2017. Selskabet opjusterede fornyligt forventningerne til driftsresultatet for 2017.
Blæsten gik frisk over Nordsøens - og mange andre - vande sidste år, og det førte tidligere til en opjustering af forventningerne til EBITDA for helåret til 22,5 mia. kr. mod tidligere ca. 21 mia. kr.
“Noget af spændingen er fjernet, så der kommer til at være mere fokus på, hvor selskabet ser indtjeningen lande i 2018. Vi skal meget gerne se en prognose, der understøtter, at indtjeningen fra vind fortsætter med at stige, og at man også i de mindre forretningsben ser indtjeningen vokse,” siger Morten Imsgard, der er aktieanalytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans ifølge Nordnet.
Ørsted er en af verdens absolut førende virksomheder på havvind, der først og fremmest er udviklet i Europa, mens USA og andre dele af verden halter efter.
Ørsted forsøger at komme ind på de nye markeder i Taiwan og USA og har således i december budt på et havvindprojekt i Massachusetts, der dog endnu ikke er afgjort.
“De bud, man har indgivet i staten på de første store kommercielle havmølleparker i USA, er vigtige. Det er afgørende, at Ørsted får fingrene i subsidierne, så selskabet kan komme i gang i USA,” siger Morten Imsgard ifølge Nordnet.
Det forventes, at Ørsteds regnskab bliver offentliggjort i morgen formiddag.
Redaktionen