Italiensk værfts-indkøb i Frankrig på plads
Efter en langvarig forhandlingsproces er Fincaniteri´s køb af det franske værft STX France endelig på plads. Det italienske værft køber 50 pct. af aktierne i selskabet for 59,7 mio. Euro. En fusion af militærskibsværfter er også med i aftalen.
Det startede ellers med en mindre diplomatisk krise mellem Italien og Frankrig, da den franske præsident Emmanuel Macron i første omgang blokerede for salget af en majoritetsaktiepost i STX France ved at overtage ejerskabet i en kortere periode.
Det planlagte køb af 54 pct. af aktierne blev reduceret til 50 pct. samtidig med, at handlen også kom til at omfatte en aftale om en fusion af franske militærskibsværfter med Fincantieri.
Det italienske værft bliver dog alligevel sikret en bestemmende indflydelse gennem en særlig aftale, hvor den franske stat “udlåner” en pct. af sin 34,34 pct store aktiepost i STX til Fincantieri. Samtidig får Fincantieri lov til at udpege formanden for selskabets otte mand store bestyrelse og selskabets CEO. Formandens stemme vil være afgørende ved stemmelighed.
Det franske værft beskæftiger omkring 2.600 medarbejdere og har et netværk på mere end 500 underleverandører. Selskabet omsatte i 2016 for ca. 1,4 mia. euro.
Kilde: World Maritime News.