Nordmændene køber stort ind i Danmark
Danske værfter ligger godt til på listen over foretrukne leverandører af større fiskeskibe til Norge. Sammen med Tyrkiet er Danmark den foretrukne leverandør, hvis rederen ikke ønsker skibet bygget i Norge.
Siden 1. januar 2015 er der i alt indgået 36 kontrakter på større fiskefartøjer af norske redere. Heraf er 25 gået til udenlandske rederier med ni skibe til Danmark og ni skibe til Tyrkiet øverst på listen, skriver Sysla Maritime.
Imidlertid er der udsigt til, at norske redere i højere grad vil vælge norske værfter i fremtiden, fordi de siden januar i år har kunnet søge lån hos Garantiinstituttet for eksportkreditt (GEIK), der har stillet 10 mia. nkr. til rådighed for køb af skibe på norske værfter, hvis de skal bruges i Norge.
Kilde: Sysla Maritime