Bornholm vokser som krydstogtdestination
Den forventede vækst i antal krydstogtanløb i Rønne Havn ventes at blive på 45 procent i 2018 og væksten forventes at fortsætte. Havnen er i gang med en udvidelse som betyder, at den pr. 1. juni 2019 kan tage imod flere krydstogtskibe på op til 350 meter.
”Da Rønne Havn A/S i midten af oktober 2017 offentliggjorde, at havnen starter første fase af i alt fire udvidelser, satte vi turbo på det strategiske arbejde i Cruise Network Bornholm. Det betyder, at vi allerede nu er i dialog med de lokale kulturinstitutioner og virksomheder vedr. infrastruktur og opkvalificering af guider,” siger Pernille Kofod Lydolph, der er adm. dir. for Destination Bornholm ApS.
Ledelsen hos Rønne Havn A/S er gået i offensiven og er blandt andet netop hjemvendt fra en krydstogtkonference arrangeret af Cruise Lines International Association (CLIA) i London. Her stod det klart, at der er en øget interesse for krydstogt som rejseform og at østersøområdet bestemt har fanget rederiernes interesse.
”Det var en stor fornøjelse for os at konstatere, at rederierne har fået øjnene op for vores ø og de ufatteligt mange muligheder, vi som destination har at byde på. Det faktum, at vi allerede i juni 2019 står klar til at kunne modtage de store skibe på cirka 350 meter har bestemt været en øjenåbner for mange. Nu har vi det der skal til for at kunne give kunderne en god oplevelse på samtlige parametre,” siger CEO i Rønne Havn,Thomas Bendtsen.
Hos Destination Bornholm, som er turismens markedsførings- og produktudviklingsorganisation på Bornholm, glæder man sig over den øgede interesse og roser det gode netværkssamarbejde.
”Der er ingen tvivl om at Bornholm har gjort sig bemærket som en skøn feriedestination. Vi er for eksempel netop blevet nomineret af rejsemagasinet Travel & Leisure i kategorien ”Worlds Best Island”. En nominering, vi er meget stolte af,” siger Pernille Kofod Lydolph.
Kilde: Rønne Havn