Maersk investorer kræver resultater nu
En række utålmodige investorer kritiserer Maersk for manglende indtjening og er begyndt at droppe aktien. Maersk er ikke længere førende i sin industri og det giver anledning til kritik, forud for kapitalmarkedsdagen i Maersk, der finder sted i morgen.
"Udviklingen har simpelthen været dårligere end ved konkurrenterne," siger Simon Johannesen, porteføljeforvalter den norske pensionskasse, KLP til dagbladet Børsen.
KLP har haft 70 mio. kr. investeret i Maersk, men valgte i efteråret at sælge sine aktier i Mærsk, simpelthen fordi afkastet andre steder var bedre.
Maersks ambition har været at have en overskudsgrad, der er 5 pct. bedre end gennemsnittet af konkurrenternes, men i fjor var Maersk dårligere end gennemsnittet. Det franske CMA CGM har overtaget Maersk´s førerposition og leverede en industriens bedste overskudsgrad på 9,7 pct.
Så er der lagt op til en spændende dag i morgen, hvor investorerne vil kræve Maersk-toppens svar på, hvordan den har tænkt sig at rette op på resultaterne og igen bringe Maersk i front.
Kilde: Børsen