Voldelige passagerer afbryder krydstogt
På Carnival Legend fra amerikanske Carnival Cruise Lines, opstod fredag en række slagsmål mellem passagerer. Krydstogtskibet, der har plads til 2.100 passagerer og en besætning på 930, måtte ekstraordinært søge havn for at overlade ni passagerer fra samme familie til politiet.
Ifølge avisen Sydney Morning Herald kom 30 personer til skade, da skibet var på vej mod Melbourne i Australien. En stor familie på 30 personer var årsag til balladen, da de angreb andre passagerer. Ifølge vidner på skibet optrådte skibets sikkerhedspersonale meget voldsomt for at stoppe urolighederne.
”Vores sikkerhedsteam skred ind flere gange ved meget uregerlig opførsel fra nogle af skibets gæster. Men nogle af optagelserne af vores sikkerhedsteams opførsel stemmer ikke overens med vores værdier og passagerpolitik,” skriver rederiet i en meddelelse.
Skibet afbrød krydstogtet og kastede anker ud for byen Eden på Australiens østkyst, hvor mindst ni fra den delvist uregerlige familie blev sejlet i land og overdraget til politiet. Passagerer på skibet fortalte, at de låste sig inde i deres kahytter for at undgå de aggressive familiemedlemmer.
Ifølge passagerer på krydstogtet konfiskerede besætningen mobiltelefoner, der havde optaget billeder og video af slagsmålene på skibet. Mobiltelefonerne blev returneret næste dag, men en række billeder og videoer af episoden var blevet slettet.
Radiostationen 3AW i Melbourne har dog på sin hjemmeside vist fotos og videoer af episoden fra passagerer, der ikke fik deres optagelser slettet. På en af optagelserne ses angiveligt, at flere fra skibets sikkerhedspersonale sparker på en liggende passager, mens der er højlydt skrigeri i baggrunden.
Carnival Cruises har iværksat en undersøgelse af hændelserne og tilbudt passagerer, der ikke var involveret i skærmydslerne, 25 procent rabat på deres næste krydstogt med rederiet.
Kilde: standby.dk