Koreansk støtteordning bekymrer redere
Danske Rederier er bekymret for den nuværende udvikling i Korea med etableringen af Korea Maritime Corporation. Bekymringerne går på, at den direkte subsidiering af de koreanske redere og den direkte understøttelse af de koreanske værfter, kan øge overkapaciteten.
”Det kan resultere i skibe som, der alt andet lige ikke er en normal kommerciel efterspørgsel på og derfor potentielt set vil skabe yderligere kapacitet i et marked, som allerede er præget af flere skibe end laster. Det kan være markedsforstyrrende. Derfor vil vi i første omgang benytte de politiske møder her i Korea til at finde hoved og hale på de nye tiltag for at vurdere deres effekt nærmere,” siger Jacob K. Clasen, direktør i Danske Rederier.
I disse dage besøger den danske erhvervsminister Brian Mikkelsen netop Sydkorea for bl.a. at promovere de danske kompetencer inden for skibsfart og den maritime industri. Danske Rederier deltager i besøget til henholdsvis Seoul og Busan sammen med blandt andre Danske Maritime, Dansk Industri og Eksportforeningen. Besøget slutter fredag i Seoul.
I januar godkendte den sydkoreanske regering etableringen af Korea Maritime Corporation, som har til formål at understøtte de to sydkoreanske maritime sektorer. Initiativet vækker bekymring i shippingverdenen.
Korea Maritime Corporation vil have en samlet finansiel kapacitet på 4,5 milliarder dollar og har samtidig en erklæret målsætning for 2018 om at understøtte ordrer til de koreanske skibsværfter på 60 til 70 skibe. Målsætningen øges frem imod 2020 til over 200 nybygninger.
Ifølge det koreanske ministerium for Hav og Fiskeri kan op i mod 40 koreanske rederier forvente støtte fra Korea Maritime Corporation. Støtten forventes at dække fra 15-40 procent af nybygningsprisen.
Kilde: Danske Rederier