Vejen banet for nye ruter i Kattegat
Nye ruter i Skagerrak og Kattegat er kommet lidt tættere på. Det sker efter, at en underkomité i IMO har nikket til Søfartsstyrelsens forslag til de nye skibsruter. Ifølge styrelsen vil de nye ruter bidrager til en mere sikker sejlads.
Udviklingen i skibsfarten har betydet, at de skibe, der i dag skal sejle gennem farvandene, er større, end ruterne blev lavet til. Omkring 70.000 skibe sejler årligt gennem Kattegat, hvor hovedparten er skibe med stor dybgang, der sejler til og fra Østersøen. Der er derfor behov for at udvide de eksisterende skibsruter, så trafikken bedre kan holdes adskilt og placeres efter de største vanddybder.
Søfartsstyrelsen har derfor i samarbejde med Transportstyrelsen i Sverige og søkortmyndighederne i begge lande udarbejdet forslag til nye skibsruter i Skagerrak og Kattegat.
"Dansk skibsfart er kendetegnet ved kvalitetsskibsfart både med hensyn til skibene, de søfarende og den maritime infrastruktur. Derfor skal vi også have de optimale ruter i dansk farvand, som understøtter sejladssikkerheden. Jeg er glad for, at vores store arbejde med skibsruter nu har nået en milepæl. Et vigtigt skridt mod gennemførelse af de nye skibsruter er nået", siger Per Sønderstrup, kontorchef i Søfartsstyrelsen.
Skibsruterne skal nu endeligt godkendes af IMO's søsikkerhedskomité i maj og kan træde i kraft fuldt ud fra juli 2020.
De nye skibsruter omfatter:
" To anbefalede ruter mellem Hanstholm og Skagen benævnt rute A og rute B " Trafiksepareringssystem ved Skagen " Dybvandsruter mellem Læsø og Anholt og øst for Grenå " Et nyt Precautionary area (forsigtighedsområde) nordøst for Læsø " En ny rute S langs den svenske kyst " Tre nye trafiksepareringssystemer langs rute S. Det ene i den nordlige del af Øresund
Kilde: Søfartsstyrelsen