Blue Water får toårig aftale i Singapore
Det nye år fik en forrygende start, da Blue Water Singapore vandt en længe ventet US-rammeaftale på speditionsydelser i forbindelse med bygningen af en olieplatform. Kontrakten løber to år med mulighed for et års forlængelse.
”Dette er en kæmpe milepæl for Blue Water. Jeg er glad og lettet over, at vores mangeårige kunde, efter lang tids fleksbilitet og støtte fra Blue Water, har betroet os denne spændende opgave. Projektet bliver endnu en fantastisk mulighed for at give kunden en unik serviceoplevelse”, siger Jason Goh, regional administrerende direktør for Asia Pacific.
Ydelserne omfatter projektkoordinering, godsafhentning, eksportpakning, fortoldning, dokumentation, stuvning og sikring af godset, kørsel, indhentning af tilladelser, afskibning og endelig levering af boreudstyr til ordregiveren.
Blue Waters erfarne projektspeditører i Singapore og Houston, USA garanterer en succesfuld udførelse af opgaven, og selskabets interne sporingssoftware vil levere ekstra gennemsigtighed i processen.
Kilde: Blue Water Shipping