Voldsom brand på Maersk-skib: 4 savnes
Fire besætningsmedlemmer savnes og 23 er evakueret efter at en voldsom brand i går eftermiddags brød ud på containerskibet Maersk Honam i Det Arabiske Hav. Rederiet betegner situationen som meget alvorlig og en stor eftersøgnings- og redningsoperation er i gang efter de savnede.
Branden brød ud kl. 16.20 dansk tid på det 15.262 teu store Maersk Honam ca. 900 sømil sydøst fra Salalah i Oman, da skibet var på vej fra Singapore mod Suez Kanalen, oplyser Maersk Line i en meddelelse.
23 besætningsmedlemmer blev evakueret til ALS Ceres, der befandt sig i området og nåede frem kl. ca. 19.30. Branden er fortsat i gang og situationen betegnes af Maersk Line som “meget alvorlig”.
“Det er med dyb beklagelse, at
vi har modtaget nyheden om Maersk Honam og de fire savnede besætningsmedlemmer
og vi gør vores yderste i den forsatte eftersøgnings- og redningsoperation,” udtaler Maersk Lines COO, Søren Toft.
Det sker ved at omdirigere egne skibe og med assistance fra skibe i området, herunder ALS Ceres, der reagerede hurtigt på nødsignalet fra Maersk-skibet, ligesom de lokale myndigheder deltager i arbejdet.
Maersk oplyser, at rederiet er i gang med at informere de pårørende til de berørte søfolk.
“De evakuerede besætningsmedlemmer er naturligvis rystede og to af dem får førstehjælp ombord på ALS Ceres. Vi tilbyder krisehjælp til de besætningsmedlemmer, der tager hjem til deres familier og vores tanker og dybeste medfølelse er hos de pårørende til de savnede besætningsmedlemmer. Vi vil tilbyde dem al den støtte vi kan i denne meget svære situation,” siger Søren Toft i udtalelsen fra rederiet.
Besætningsmedlemmerne kommer fra Indien, Filippinerne, Rumænien, Sydafrika, Thailand og Storbritannien.
Skibet, der er bygget i 2017 og dermed et af rederiets nyeste, havde 7.860 containere ombord, da branden brød ud. Det sejler under Singapore-flag.
Årsagen til branden er endnu ukendt, oplyser Maersk Line, der vil samarbejde med myndighederne for at finde ud af det.
Kilde: Maersk Line
@IndiaCoastGuard swiftly responded to major fire onboard MV Maersk Honam about 650 NM from Kochi on 06 Mar. MRCC Mumbai coordinated immediate rescue of 23 out of 27 crew through merchant vessels in area. ICG ship Shoor diverted for further assistance. @DefenceMinIndia pic.twitter.com/JyXJDhr3Gb
— Indian Coast Guard (@IndiaCoastGuard) 7. marts 2018