Håbet om at finde de savnede svinder
Eftersøgningen af de fire savnede besætningsmedlemmer fra det brændende Maersk Honam fortsætter, men håbet om at finde dem i live svinder, oplyser Maersk Line i en pressemeddelelse. “Vores tanker og bønner går til de efterladte,” udtaler driftsdirektør Søren Toft fra Maersk Line.
Eftersøgningen af de fire savnede har været i gang siden tirsdag, hvor der udbrød brand blandt containerne på det 353 meter lange skib, men den har altså endnu ikke givet resultat.
“Mens eftersøgningen fortsætter svinder håbet om at finde vores savnede kolleger. Vi er i kontakt med deres familier og de kender den tragiske sandhed om, at den forløbne tid mindsker sandsynligheden for at finde dem i live. Vores tanker og bønner går til dem, “ udtaler Søren Toft, driftsdirektør i Maersk Line.
I aftes meddelte rederiet, at en af de 23 evakuerede er død som følge af sine kvæstelser og nu oplyser Maersk Line, at yderligere to evakuerede, en thailænder og en filippiner, har voldsomt brug for lægehjælp, da deres tilstand forværres. De er blevet evakueret af et indisk flådefartøj og er overleveret til den indiske kystvagt, hvor de nu modtager behandling.
De tilbageværende 19 besætningsmedlemmer ombord på AIS Ceres er på vej til Cochin i det sydvestlige Indien, hvor læger og krisepsykologer står klar til at modtage dem.
Ifølge de seneste meldinger brænder det fortsat på skibet.
Se også den første video og billeder af det brændende skib HER og mere om den tragiske ulykke på Maersk Honam HER
Kilde: Maersk Line