Blue Water indgår aftale Lauritzen Kosan
Blue Water Shipping fortsætter sit gode samarbejde med Lauritzen Kosan. Parterne har netop indgået en omfattende agencyaftale, som dækker flere danske havne. Blue Waters agencyafdelinger håndterer årligt cirka 1.500 skibsanløb i Danmark og leverer en række ydelser til skibene, når de er i havn.
”Blue Waters kompetente og dedikerede folk leverer særdeles god service, når man som reder har brug for en hjælpende hånd. Det er blandt andet med den baggrund, vi ønskede at indgå en aftale med Blue Water”, siger Monica Isaksen, Senior Operations Manager for Lauritzen Kosan.
Aftalen inkluderer diverse ydelser som besætningsskifte, assistance til teknisk afdeling samt generelle ad hoc services, som rederiet kan få brug for under skibsanløb i danske havne. Hos Blue Waters agencyafdeling ser man frem til at fortsætte det gode samarbejde.
”Vi er stolte af, at Lauritzen Kosan har valgt os som samarbejdspartner. Vores to selskaber har gennem en længere periode haft et godt samarbejde, som vi ser frem til at fortsætte”, siger Klaus Odby Jensen, Port Agency afdelingsleder i Esbjerg.
Kilde: Blue Water Shipping