Forsikringsselskaber venter megaregning
Forsikringsbranchen kan se frem til at skulle udbetale i hundredvis af millioner USD alene for det gods, der er gået tabt ved branden på Maersk Honam. Hvor store erstatninger, der bliver tale om, kan dog først afgøres, når engang skibet er kommet i havn og omfanget af skaderne er gjort op.
Hvor stor den samlede erstatning bliver, er uvist, da nogle afskibere sandsynligvis ikke har forsikring. De vil derfor få en ubehagelig oplevelse, når de skal betale et betydeligt gennemsnitsbeløb, før de kan få ubeskadigede containere frigivet, da Maersk Line har erklæret ”general average”.
En Maersk-talsmand fortalte i går til The Loadstar, at der endnu ikke er truffet beslutning om bestemmelseshavnen for det brandskadede Maersk Honam på 15.262 TEU. Ifølge AIS-signaler fra et af bjærgningsfartøjerne, er det stadigt ulmende fartøj nu under bugsering i en nord-nord-østlig retning, hvilket kunne antyde, at Mumbai er målet.
Havnemyndighederne skal dog først acceptere at fartøjet kan modtages og skal derfor overbevises af bjærgningsselskaberne om, at containerbranden er fuldstændig slukket, hvilket kan tage flere dage.
Da det 6.750 TEU containerskib, MSC Flaminia, brød i brand midt i Atlanten den 14. juli 2013, gik der næsten to måneder, før en tysk havn endelig besluttede at acceptere anløb af skibet. Ifølge fotos fra den indiske kystvagt synes hundredvis af containere i forskibet på Maersk Honam atvære gået helt til, mens containerne bag skibets overbygning ser ud til at være intakte.
Det grundlæggende koncept for GA er, at alle tab, herunder bjærgnings-, havne- og transferomkostninger, deles mellem ejerne af den last, der ikke har taget skade. Fragtgods, der er forsikret vil derimod betyde en lavine af krav mod den marine genforsikringsbranche.
Forsikringsselskaberne har i nogen tid givet udtryk for deres bekymring over deres eksponering i tilfælde af en stor containerskibskatastrofe. I tilfældet med det 8,110 teu MOL Comfort, der brækkede over ud for Jemens kyst i 2013, resulterede et ”total loss” af skibet og dets 4.380 containere, at erstatningen for godset alene løb op i cirka 300 millioner dollar.
Marineforsikringsselskaberne beregner typisk deres gennemsnitlige eksponering pr. container til mellem 50.000 og 100.000 dollar. Men de værdier, der gik tabt med MOL Comfort var betydeligt højere.
Der har også tidligere været registreret tilfælde af marine forsikringsselskaber, hvor værdien af en enkelt palle i en container har oversteget en million dollar.
Kilde: The Loadstar