Wrist Ship Supply fik vækst i 2017
Danske Wrist Supply Service oplevede fremgang i såvel omsætning som netto resultat i 2017, hvor selskabet kunne notere en omsætning på 4,1 mia. kr., hvilket er en stigning på 3 pct. i forhold til 2016. Resultatet voksede fra 60 mio. kr. i 2016 til 86 mio. kr. i 2017.
"Vi er stolte over, at vores kunder har tillid til os og ønsker, at vi skal løse deres opgaver og sikre levering på rette sted og til rette tid. Og vi ved, at vi hver eneste dag skal leve op til vores kunders forventninger," siger Robert Kledal, adm. direktør i Wrist Ship Supply i forbindelse med regnskabet.
Selskabet skriver, at den gennemsnitlige ordreværdi faldt på grund af faldende efterspørgsel, og fordi kunderne har bevæget sig i retning af billigere varer. Ændringer i sammensætningen af forretningen satte Wrists overskudsgrad under yderligere pres.
“På trods af at markedet generelt var under pres, opnåede de fleste af koncernens selskaber gode resultater, og takket være et skarpt fokus på effektiv drift blev marginerne forbedret i årets anden halvdel,” skriver selskabet.
Driftsresultatet (EBITDA) endte på 214 mio. kr. i 2017 mod 206 mio. kr. i 2016. Overskudsgraden steg en anelse fra 5,1 pct. til 5,2 pct.
Wrist Supply Service med hovedkontor i Aalborg er en af verdens førende leverandører af forsyning til skibe og offshore-enheder og har en markedsandel på 8 pct. Selskabet beskæftiger knap 1.300 medarbejdere på kontorer verden over.
Formande for bestyrelsen i selskabet er Søren Johansen, der er CEO i kapitalfonden Altor Equity Partners A/S, der ejer en aktiepost i selskabet.
Kilde: Wrist Supply Service