Høj faglig stolthed skal tiltrække unge
Et nyt projekt skal fokusere på, hvordan den faglige stolthed blandt lærere og elever på erhvervsuddannelser kan boostes med henblik på at få flere unge til at vælge den retning. Og den maritime industri har længe efterspurgt flere dygtige faglærte.
Det er Danske Maritime og National Center for Erhvervspædagogik, der med Nordea-Fonden i ryggen nu slår et slag for det nystartede projekt.
”I den maritime industri har vi længe råbt på flere dygtige faglærte. Det Blå Danmark skaber beskæftigelse til ca. 95.000 mennesker i den maritime industri, og mere end 40 % af dem er faglærte. Allerede nu er det svært for branchen at skaffe de faglærte, der er behov for, og desværre ser det kun ud til at gå den forkerte vej, når vi kigger i krystalkuglen.
Derfor er det vigtigt, at vi skrider til handling og gør vores for, at den maritime industri kan få adgang til tilstrækkeligt med teknisk kompetente faglærte, både nu og i fremtiden. Og det kræver, at vi får talt erhvervsuddannelserne op”, siger underdirektør i brancheforeningen Danske Maritime, Cecilie Lykkegaard.
Stolthed i erhvervsuddannelserne handler om at undersøge og øge den faglige stolthed og få flere unge til at vælge en teknisk erhvervsuddannelse. Det skal i projektet ske igennem tre hovedaktiviteter: For det første igangsættes en stolthedsundersøgelse, som skal genenere ny viden om faglig stolthed.
For det andet arrangeres en række fagligt funderede Innovation Camps, som skal skabe et forum med rum til at udfolde faglig stolthed og mulighed for at studere den faglige stolthed i praksis.
Projektets tredje hovedaktivitet er en oplysnings- og rekrutteringskampagne målrettet unge mennesker og de voksne, der omgiver dem – dvs. forældre, lærere og vejledere.
Nordea-Fonden støtter projektet med 2 mio. kr. over de næste to år.
Kilde: Danske Maritime