Esbjergs Jutlandia skal laste for MHI Vestas
MHI Vestas har indgået en ny aftale med Jutlandia Terminals i Esbjerg om lastning af i alt 120 komplette V164 turbiner på installationsskibe, der skal fragte møllerne til deres bestemmelsessteder i Aberdeen Bugten, Borkum Riffground 2 og Horns Rev 3.
Alle dele til møllerne bliver leveret fra Lindø og Nakskov til Esbjerg, hvor de bliver samlet, inden de fragtes videre. Kontrakten mellem parterne, der afløser en gammel aftale, trådte i kraft den 1. marts og de første møller er allerede på vej til havvindmølleparken i Aberdeen Bugten.
“Vi er utrolig stolte af, at MHI Vestas Offshore har valgt Jutlandia Stevedoring til at håndtere lastningsoperationen på de tre projekter. Vi er ydmyge omkring jobbet og vil gøre alt for at optimere lastningerne, så de ikke alene opfylder, men overgår MHI Vestas forventninger, siger Kim List, der er driftchef i Jutlandia Stevedoring.
Efter afskibningen af møller til Aberdeen Bugten går Jutlandia i gang med at laste møller til Borkum og Horns Rev projekterne.
Opgaverne forventes gennemført i løbet af 2018.
Kilde: Jutlandia