Fuld kaptajn sigtet for overfald
Det græske rederi Sky Mare fordømmer en af dets kaptajner, der er blevet arresteret i Hull, England, sigtet for fuldskab og overfald. Politiet blev tilkaldt til RMS Wanheim, der lå ved kaj i King George dokken den 18. marts, hvor den 34-årige kaptajn blev anholdt.
“Sigtelserne mod kaptajnen er korrekte og bakkes på det kraftigste op af Sky Mare,” hedder det i en udtalelse fra rederiet til TradeWinds.
“Ud over Sky Mare, stigmatiserer sådanne hændelser hele shipping industrien. Det siger sig selv, at vi fordømmer den og vil tage yderligere skridt mod at forhindre sådanne uforudsigelige hændelser,” siger rederiet.
En ny kaptajn har sejlet skibet til havnen i Gunness. Rederiet, der er hjemmehørende i Athen har en flåde på fire fragtskibe og multipurpose skibe.
Kilde: TradeWinds