Værft i betalingsstandsning for anden gang
Fagforeningerne har afvist den restruktureringsplan, der var krævet af långiverne for at holde det kriseramte STX-værft i Sydkorea flydende. De nægtede at acceptere en reduktion af medarbejderstaben med 75 pct. og det betyder, at værftet nu er gået i betalingsstandsning for anden gang på to år.
Det var galt sidste gang i 2016, hvor værftet også måtte gå i betalingsstandning. Den blev hævet i juli i fjor, men nu er den gal igen. Kravet fra kreditorerne, ledet af Korea Development Bank (KDB) var, at fagforeningerne skulle acceptere en restruktureringsplan, der blandt andet betyder en 75 pct. reduktion af medarbejderstaben.
Fagforeningerne har tilbudt en plan for frivillige aftrædelser og reduktioner i medarbejdergoder, men det er altså ikke nok.
"Nu er planen i princippet at lade retten afgøre værftets skæbne. Men hvis fagforeningerne accepterer reduktionen af medarbejderstaben med 500 mand og andre elementer, vil kreditorerne hjælpe værftet til at kunne fortsætte,” siger en talsmand for KDB, ifølge nyhedsbureauet Yonhap.
STX Offshore & Shipbuilding var en gang verdens fjerde største skibsværft, men har kæmpet med faldende ordreindtag og økonomisk afmatning, siden det blev hårdt ramt af finanskrisen i 2008.
Kilde: TradeWinds.