Digitalt løft skal effektivisere Rotterdam
Ny innovativ digtal teknologi skal hjælpe skibe, der er på vej til Rotterdam Havn. Implementering af Sea Traffic Management, STM, betyder, at 300 skibe automatisk kan udveksle deres ruteplaner direkte fra deres navigationssystemer og dermed sikre en mere smidig afvikling af trafikken til og fra havnen.
I dag foregår kommunikationen om anløbstider og kajpladser mellem havnen og skibene manuelt, men med det nye system kan havnemyndighederne sende opdateringer ud til alle ankommende skibe digitalt.
Det nye system bygger på standarder, der allerede understøttes af flere af de ledende leverandører af ECDIS og VTS systemer. Derfor er integrationen med STM systemet simpel på de enkelte skibe, hedder det i en pressemeddelelse fra STM.
“Havnen i Rotterdam er en af de ledende blandt de europæiske havne i forhold til digitalisering og samarbejdet værdsættes højt af STM projektet. Mange skibe i STM projektet anløber Rotterdam jævnligt og det tilfører derfor værdi for de deltagende skibe i STM validerings-projektet, at Rotterdam som den største havn i Europa nu også er forbundet til STM,” siger Per Setterberg, der er operationel projektmanager for projektet.
Projektet, der er støttet af EU, har nu deltagelse fra omkring 300 skibe, 13 havne og fem landbaserede servicecentre.
Kilde: STM