Frihandel er afgørende for væksten
Frihandel og europæiske frihandelsaftaler var emner, da EU’s handelskommissær Cecilia Malmström mødtes med ALDE, hos Danske Rederier i København. CEO i Danske Rederier, Anne H. Steffensen, understregede, at handel er vigtigt for rederierhvervet, der står for 80 procent af verdenshandlen.
“Der er god fremdrift i en række forhandlinger med Japan, MERCOSUR og Mexico, som alle er store, vigtige markeder, hvor vi kan vinde meget med gode aftaler. Ambitionen er, at vi bruger de her aftaler til at adressere emner som korruption, arbejdstagerrettigheder, miljøstandarder og meget andet. Det er en mulighed for at hæve standarderne og skabe en endnu bedre, reguleret platform for at samarbejde med vores partnere, mens vi skaber øget velstand,” sagde Cecilie Malmström fra talerstolen.
EU skal være bannerfører for frihandel, hvis der skal sikres fremtidig vækst og bæredygtig handel. Det var budskabet fra både Kristian Jensen og Morten Østergaard, da EU’s handelskommissær Cecilia Malmström mødtes med den europæiske ALDE-gruppe, der er den liberale gruppe i Europa-Parlamentet.
Gruppen består blandt andet af Venstre og Radikale Venstre.
Kilde: Danske Rederier