Maersk Honam når Oman-bugten
Maersk Line's containerskib Maersk Honam, der brød i brand den 6. marts , har nået Omanbugten, ifølge de seneste fartøjssporingsdata fra Marine Traffic. Fartøjet er under bugsering mod ankerpladsen ud for Jebel Ali.
”Vi har fået tilladelse fra havnemyndighederne i Jebel Ali til at forankre fartøjet ud for Jebel Ali, og vi forventer, at det er fremme ved ankerpladsen i anden halvdel af april, om alt går godt”, siger en talsmand fra Maersk Line til World Maritime News.
Skibet, der blev ramt af en større brand i lasten på forskibet, mens det var halvvejs mellem Muscat og Karachi i det nordlige Arabiske Hav, fortsætter med at brænde. Ilden er under kontrol, men der er stadig områder, hvor den ikke er helt nedkæmpet.
”Ved opankringen vil hot spots i de ramte områder blive nedkølet og helt slukket. Yderligere nødvendigt arbejde for at bringe skibet til kaj vil blive udført for at sikre lastafladning og fartøjets stabilitet”, siger Maersk Line-talsmanden.
Når disse aktiviteter er gennemført, vil fartøjet blive flyttet fra ankerpladsen til Jebel Ali-terminalen for at påbegynde losningen. Ankomsttidspunktet afhænger imidlertid af en række ukendte faktorer og kan muligvis ændre sig.
Havneopholdet og losningen af det brandhærgede skib forventes at resultere i høje ekstraordinære omkostninger, ifølge Maersk Line. Selskabet har erklæret General Average, hvorefter alle parter med en finansiel interesse i den pågældende sejlads, skal dele tabene som følge af hændelsen forholdsmæssigt.
Kilde: World Maritime News