HKH Prins Joachim besøgte DMF 2018
HKH Prins Joachim besøgte onsdag Danish Maritime Fair, hvor han indledte Danish Maritime Technology Conference. Efter sin tale på konferencen besøgte prinsen en række af udstillerne i messehallen, hvor prinsen som altid spurgte interesseret ind.
I sin åbningstale på Danish Maritime Technology Conference, fremhævede Prins Joachim emner som digitalisering og automatisering som vigtige, der vil blive behandlet på konferencen.
Han bemærkede, at vi alle er afhængige af den maritime industri i hverdagen, når vi handler produkter fra andre lande. Det giver samtidig gode forretningsmuligheder, sagde han. De fleste store skibe er da også udstyret med dansk teknologi og produkter.
"Vi er glade for, at Prins Joachim for tredje gang stiller op. Der har været stor interesse for hans hovedtale de andre gange. Det er tydeligt, at prinsens engagement betyder meget for de danske maritime virksomheder, blandt andet så de kan vise over for kunder og samarbejdspartnere, at det er en vigtig industri i Danmark med stor national bevågenhed," siger adm. direktør Jenny N. Braat, Danske Maritime.
Efter talen besøgte Prins Joachim en række maritime virksomheder på messen. Prisen gjorde bl.a. stop ved Fayard, hvor værftets ejer Thomas Andersen stod klar med svar på prinsens spørgsmål.
Senere fik Prins Joachim bl.a. lejlighed til at afprøve ny teknik i form af 3D-Marine Pilot Vision.
Redaktionen og Danske Maritime