Skagen Havn på Danish Maritime Fair
Uformel dialog med nationale og internationale samarbejdspartnere og kunder er på programmet, når Skagen Havn deltager på MARCODs fællesstand på Danish Maritime Fair i Lokomotivværkstedet i København i disse dage.
Skagen Havn deltager på fællesstanden sammen med blandt andet Maritime Network Frederikshavn og Serviceteam-skagen.
"Vi støtter op om fællesstanden for at eksponere den maritime udvikling i Skagen. 2018 har budt på en lang række spændende aktiviteter for Skagen Havn. Blandt andet indgåelse af to store lejekontrakter og investering i containerterminal, som betyder, at vi er kommet et stort skridt videre med den fysiske etablering af etape 3. Det vil vi selvfølgelig gerne synliggøre og markere i den maritime branche, siger Willy B. Hansen, adm. direktør for Skagen Havn.
Messen giver mulighed for at få en snak med såvel nationale som internationale aktører på den maritime scene.
"Messer kan bare noget helt særligt i forhold til at skabe uformelle dialoger med eksisterende og potentielle samarbejdspartnere og kunder.
Vi glæder os blandt andet til at møde både nationale og internationale rederier, der kan være interesseret i de forretningsmæssige muligheder, som udviklingen på Skagen Havn giver," siger forretningsudvikler på Skagen Havn Jesper Rulffs.
Messen oplevede rekord sidste år, hvor der var knap 4.600 deltagende maritime fagfolk fra i alt 71 lande. Arrangørerne bag forventer at slå denne rekord i 2018. Find Skagen Havn på stand 0850.