Aarhus starter på forsinket krydstogtsæson
Aarhus blev snydt for årets første krydstogtanløb, der skulle have fundet sted i starten af april. Men nu jubler de mange frivillige, der har meldt sig for at gøre besøget i byen helt speciel for gæsterne. I dag anløb Brilliance of the Seas fra Royal Caribbean Line Aarhus som årets første krydstogtskib.
Brilliance of the Seas ankom til Aarhus efter et besøg i Skagen i går. Skibet har 12 dæk, en længde på 292 meter, brede på 39,8 meter og en dybgang på 8,5 meter. Der er plads til 2.501 passagerer, der betjenes af en besætning 859 personer.
Krydstogtskibet Aida Cara med plads til 1.186 passagerer fik motorproblemer i Norge. Det betød, at årets først anmeldte krydstogtbesøg i Aarhus blev aflyst. Skibet blev forsinket og det tyske krydstogtrederi Aida Cruises valgte derfor at sejle forbi Aarhus på vej fra Bergen til Kiel.
Det vakte naturligvis stor skuffelse hos VisitAarhus og ikke mindst blandt de mange frivillige krydstogtværter, der havde meldt sig til at tage imod de mange gæster ved årets første krydstogtanløb i Danmarks næststørste by.
Da Aarhus i 2017 var Europæisk Kulturhovedstad blev der skabt et stort net af frivillige. Mange har ønsket at fortsætte i 'Frivilligåret' i 2018, hvor de deltager i arrangementer under ledelse af VisitAarhus'. Her hjælper de med at vise vej, give information og få gæster til at føle sig velkomne. Opgaver, der ellers ikke ville blive løst.
Kilde: Redaktionen