DFDS-nybygning få uger før søsætning
Det går stærkt med at samle den første af de fem nye store fragtfærger, som DFDS har kontraheret på kinesiske skibsværft Jinling Shipyard. Hovedmaskinerne er nu installeret og skroget lukket. Om tre uger ventes sluserne til dokken at blive åbnet.
Inden da vil arbejdet være koncentreret omkring agterskibet hvor ror og propeller skal installeres.
Skibet er på linje med sine søsterskibe designet til at transportere 6.700 lanemeter fragt, svarende til omkring 450 trailere.
De fem ro/ro skibe indgår i DFDS' flådefornyelsesprogram, der også omfatter to kombinerede fragt- og passagerfærger (ro-pax) til indsætning i det baltiske rutenet. Derudover vil en chartret kombineret fragt- og passagerfærge (ro-pax) blive leveret til ruterne på Den Engelske Kanal.
Kilde: DFDS