Stadig færre skibe går tabt på havet
94 skibe gik tabt (total losses) på havet i 2017, hvilket er det næstlaveste antal i 10 år. Dermed fortsætter tendensen til at der sker stadig færre alvorlige ulykker, men der er store geografiske forskelle.
Næsten en tredjedel af de ulykker der førte til at skibe gik tabt, indtraf i Det Sydkinesiske Hav. En stigning på 25 procent - forårsaget af vejrforhold, tæt trafik og dårlig sikkerhed.
Det næststørste tab af skibe fandt sted i det østlige Middelhav og Sortehavet.
Den voksende trafik i de arktiske farvande begynder at vise sig i ulykkesstatistikken. Der var intet tab af skibe i de arktiske vande i 2017, med der blev registreret 71 ulykker - en stigning på 29 procent i forhold til 2016.
Ser man på de forskellige typer af skibe, så var halvdelen af de største skibe - målt på GT - der gik tabt, bulkcarrier.
I den mere kuriøse ende, så er fredage stærkt overrepræsenteret i ulykkesstatistikken. Så skulle man vælge at blive hjemme en dag, så er fredag det bedste bud.
Redaktionen