Norden udsat for GPS-fusk
Rederiet Norden er blandt de rederier, der er blevet ramt af fusk med GPS-signalerne. En amerikansk rapport har peget på Rusland som et af de lande, der målrettet går efter at forfalske GPS-signaler.
“De seneste par år har der været berettet om flere hændelser, hvor GPS-signaler er blevet forstyrret i afgrænsede områder. Norden har også haft nogle få episoder, hvor vi har set forstyrrelser af signalet. Seneste eksempel var for knap et år siden i det østlige Middelhav, hvor GPS-forstyrrelser er et velkendt fænomen,” skriver Nordens sikkerhedschef, Flemming Dahl Jensen i en mail til Søfart.
Også Maersk følger løbende udviklingen og holder ifølge Søfart sine skibe informeret om områder, der kan kræve særlig opmærksomhed.
Ifølge en rapport fra den amerikanske tænketank C4ADS og University of Texas er 1.311 civile fartøjer er blevet ofre for GPS-manipulation nær russiske og syriske havne i de seneste tre år.
Redaktionen