Fartbegrænsning skal reducere CO2-udslip
Frankrig foreslår, at der skal indføres en hastighedsbegrænsning for skibe for at reducere skibsfartens udledning af CO2. Det fremgår af et forslag, som landet har indsendt til FN´s internationale søfartsorganisation, IMO, forud for det kommende møde i organisationens miljøkomite.
"Med henblik på det presserende behov for at nå målet om at peake udslippet af drivhusgasser fra international shipping så snart som muligt, foreslår Frankrig en to-trins tilgang, der går ud på at regulere skibenes hastighed alt efter sektor så hurtigt som muligt," skriver Frankrig i forslaget, ifølge ShippingWatch.
Frankrig peger på, at flere skibe sænkede farten efter finanskrisen i 2008 og at dette ifølge en IMO undersøgelse førte til et “markant fald” i udledningen af CO2 fra skibe. Samtidig er hastighedsnedsættelsen den nemmeste måde at reducere udledningen på.
Frankrig anerkender, at f.eks. containerskibe allerede har sænket farten og ønsker ifølge ShippingWatch i stedet en revision af kravene til nye skibes energieffektivitet.
De tre shippingorganisationer Interlargo, Intertango og den europæiske rederiforening ECSA anbefalede i februar lavere hastigheder som en “realistisk vej” til at nå målet om et lavere CO2 udslip.
Forslaget blev dengang kritiseret af Danske Rederier og Norges Rederiforbund. Bl.a. pegede Danske Rederier på, at en hastighedsbegrænsning risikerer at straffe de rederier, der har investeret i energieffektive skibe, da gamle ineffektive skibe vil blive ligeså attraktive, hvis farten sænkes.
Kilde: ShippingWatch