Stellar Daisy netværk vil helt til bunds igen
To datachips fra den Voyage Data Recorder (VDR), der blev hentet op fra vraget af Stellar Daisy i februar, er overraskende så ødelagte, at blot en brøkdel af de vigtige data kan trækkes ud. Og det skal der gøres noget ved.
Det Internationale Stellar Daisy Network kræver, at den sydkoreanske regering nu får hentet skibets anden VDR-boks op fra vraget, der ligger på 3.461 meter vand i Sydatlanten, ca 1.800 sømil vest for Cape Town.
Det er den eneste måde, hvorpå efterforskerne af ulykken kan komme nærmere årsagen til det tragiske forlis i marts 2017, der kostede 22
besætningsmedlemmer livet. Blot to overlevede.
Det har nemlig kun været muligt at hente 7 pct. af dataene på de datachips, der sad i den VDR-boks, der blev hentet op fra vraget. Det betyder blandt andet, at kommunikationen på
broen i de sidste minutter, inden skibet gik ned, er gået tabt.
Ud over kravet om, at den sydkoreanske regeringer får hentet den anden VDR-boks op fra vraget, ønsker de også, at regeringen undersøger, hvorfor de to datachip i VDR-boksen er blevet beskadiget. “Vi undrer os over, hvordan de er blevet beskadiget. Det er velkendt, at skibes VDR-bokse er konstrueret til at kunne tåle ekstreme chok, tryk og varme,” hedder det i en udtalelse fra det netværk, der søger at komme til til bunds i årsagen til forliset.
Netværket har tidligere antydet, at selskabet Ocean Infinity, der hentede boksen op, ikke har behandlet den korrekt i den efterfølgende proces.
Kilde: World Maritime News